Pædagogisk grundlag
En kort introduktion til det pædagogiske grundlag i Jelling Børnegård
At være barn, har værdi i sig selv.
I Jelling Børnegård vil vi tilbyde alle børn udviklende deltagelsesmuligheder, med mulighed for at udvikle sig gennem tilknytning, regulering og samspil
Børn har behov for tydelige, omsorgsfulde og autentiske voksne, der har ambitioner på deres vegne, og som bruger relations arbejdet som et fagligt fundament.
Vi arbejder med neuropsykologisk relationel pædagogik, beskrevet af Tea Thyrre Sørensen, hvor legen er helt central i arbejdet med børn. Alle børn har forskellige erfaringer med kontakt, leg, tilknytning og fællesskaber. Når vi møder børn som endnu ikke har skabt erfaringer med det vi kan forvente af dem, så arbejder vi med at skabe disse erfaringer for børnene
Vi ved at mennesker er forskellige, og vi ved at børn mellem 0-6 år er i gang med at lære at være i verden, så vi anerkender vores rolle som ”ledere af flokken”. Det gør vi ved at respektere børnenes grænser, ved at være tydelige omsorgspersoner, ved at opridse rammerne for hvad vi forventer, og ved at skabe plads til børnenes medbestemmelse.
Vi fremmer en kultur hvor der er plads til forskellighed, og hvor alle har værdi. Dannelse ses som en del af den udvikling der sker gennem leg og aktiviteter. At kunne fungere i et fællesskab, og tage hensyn til både sig selv og andre ind i fællesskabet, er en stor del af læringen for et godt børneliv. Børn skal mærke egne behov, og samtidig tage hensyn til andres.
I Jelling Børnegård skal børn mødes af omsorgsfulde voksne, der trøster ved behov, guider ved behov og er nysgerrige på barnets intentioner. Vi vil ikke acceptere at børn der er kede af det, skal regulere og trøste sig selv, men de skal i stedet være tæt på en voksen der trøster og guider videre i leg.
Vi skælder ikke ud. Når børn kommer til at gøre noget der ikke er hensigtsmæssig, så er vi nysgerrige på intentionen, og fortæller hvad barnet kan gøre næste gang. Vi arbejder med begrebet – ”kontakt før krav”, som betyder at vi følelsesregulerer fremfor adfærdsregulerer.
Det forudsætter at vi voksne er:
• Rammesættende og udviser professionel dømmekraft i alle situationer gennem dagen
• Kan skabe involvering, og mentalisere med barnet
• Er helhjertede og autentiske
• Er bevidste om at skabe trygge og udviklende relationer til alle børn
Vi har mange gode kvadratmeter både inde og ude. Vi arbejder med rummene ud fra et børneperspektiv, og har fokus på at de indbyder til leg.
Vores udeliv bærer præg af, at voksne er fordelt i børns leg, og at vi ser uderummet som et læringsrum. Vi tilbyder leg til de børn der har behov for det, og støtter leg der hvor behovet er.
Vi følger børnenes spor og behov, og indretter pædagogikken efter vilde lege, stille aktiviteter og fordybelse. Vi ved at børn får de bedste forudsætninger for læring i grupper med færre børn, og derfor deler vi børnene i små fællesskaber i løbet af dagen, hvor de mødes af passende udfordringer.
I en daginstitution er der mange overgange og skift igennem dagen. Vi forsøger at gøre skiftene så nemme for børnene som muligt, og det gør vi ved at bruge nogle regulerende lege, som har det formål at børnene regulerer sig i de voksne.
For os er det vigtig med et let og legende børneliv. Det bedste børneliv er når reglerne er få og mulighederne mange. Vores børn skal mødes af voksne der er engagerede i deres arbejde, kan se muligheder, og møder barnet der hvor det lige præcist er.
For at behandle børn ens, skal de mødes forskelligt.
Vi ser det gode samarbejde mellem hjemmet og institutionen som et fælles ansvar. Vi bestræber os på at møde alle forældre med oprigtig nysgerrighed i deres værdier, og er samtidig optaget af den viden, om deres barn, som forældrene kommer med.
Vi værdsætter at børn, forældre og medarbejdere kan mødes i forskellige kontekster, og derfor afholder vi forskellige arrangementer i løbet af året, som har det formål at vi kommer tættere på hinanden, og derved øger børnenes trivsel
